”I 2020 kunne Søren Brostrøm på et Corona relateret pressemøde slå fast, at Sundhedsstyrelsen går ind for sex. For sex er godt og sex er sundt. Han står ikke alene med synspunktet:
Næsten alle danskere anfører, at sex er vigtigt for deres livskvalitet, men alligevel kan det være vanskeligt at tage hul på samtalen om det haltende sexliv. Både med partneren og med de sundhedsprofessionelle”.
Sådan starter en artikel i Hjernesagen, der med ønsket om at sætte fokus på sex og intimitet efter en hjerneskade, har været i kontakt med dels Sexologisk Center i Aalborg, dels undertegnede; privatpraktiserende sexolog her ved Center for Personlig Trivsel.
Undervejs i interviewet udtaler jeg, at:
”Seksualitet er et følsomt område, og det kan være meget svært at lægge sine personlige holdninger fra sig og helt se bort fra det filter, man selv ser verden igennem, når man skal tale sex og intimitet med andre”.
Det er naturlig taget ud af kontekst, men den ”røde tråd” igennem interviewet syntes at være, at det er en samtale, der gerne undgås. Måske især fra den sundhedsfaglige person! Præmissen om at behandle det hele menneske har tilsyneladende stadig have svære kår, når samtalen kommer ind på dette følsomme emne.
Som privatpraktiserende sexolog kender
jeg ikke denne problematik.
Bestemt er seksualitet et følsomt område for langt de fleste mennesker – og heldigvis for det – får jeg fra tid til anden lyst til at sige højt. I min optik er det nemlig ikke ensbetydende med en konfliktskyhed. Snarere vidnet om, at det er sårbart og bør tilgås med en oprigtig undren og nysgerrighed, sjældent samtidigt matcher den sundhedsfaglige tilgang med forskning, standarder og afkrydsningsskemaer.
Som behandlere tilgår vi det professionelt, men ikke desto mindre ”ser” vi stadig patienten gennem vores ”egne briller”. Dem, der mener anderledes, bør i min optik få dem pudset!
Du er velkommen til at læse hele artiklen
” Sex og intimitet er vigtigt” fra Hjernebladet 1-22 side 10-12
Personlige holdninger:
Det er hverken pinligt eller forkert; det er et faktum, vi ikke bør ignorere. Personlige holdninger slipper ubemærket igennem ”de små sprækker” i samtalen. Måske er det grunden til, at nogle sundhedsfaglige personer oplever tabuet og andre ikke. Gemt bag kittel og kliniske fagudtryk sidder stadig et privat menneske og skal tale sex og intimitet med en fremmed (patienten).
Som jeg udtaler senere i artiklen, slår jeg gerne et slag for den enkelte ansattes grænser og evner. Ikke alle kan – eller skal – kunne tage den dialog, om du spørger mig. Vi skal bestemt ikke feje den svære samtale om sex ”ind under gulvtæppet”, men ”kosten” bør nødvendigvis ikke føres af alle…
Det kan for den enkelte være svært at navigere i den dobbelt diskrimination, det er at frygte patientens ønske om at tale ind i seksualiteten og samtidig opleve et pres over kollegaernes forventning om, at man bør gøre det.
Tag dialogen i god tid
Et af de forslag, jeg kommer ind på i artiklen, er at man allerede i ”fredstid” tagen dialogen og at den i øvrigt starter i personalestuen. Det er her, vi som kollegaer skal ”spille hinanden gode” ved at lære hinandens individuelle ressourcer at kende. Derfra kan en såkaldt ressourcegruppe på afdeling blive en realistisk mulighed til fordel for både personale og patienten.
Når alt kommer til alt, så SKAL sex og intimitet på dagsordenen; Heldigvis findes der mange vegne at tilgå det på alt efter den enkelte afdelings konstellation.
Jeg er ikke fortaler for standardløsninger og heldigvis har jeg værktøjskassen fuld, når jeg er på konsulentbesøg på de enkelte institutioner.
Læs også mit indlæg: “Alle har ret til et godt sex liv”