Den livsvigtige kropskontakt særlig udfordret i "Corona-tiden"
”Ahhhhhhhh”, mumlede jeg sagte… ”Bare giv dig gooooood tid”
Jeg var himlen. Eller rettere; ved frisøren og hun havde nu kastet sig over at give mig hovedbundsmassage, som vidste hun, at jeg var i smertefuldt underskud. Covid-19 eller ej!
Hun tog sig god tid. Det var forløsende.
Nærmest kildede mig ned ad ryggen, mens gåsehuden rejste sig stift ned ad mine arme.
”Ja, 2 måneder uden fysisk kontakt, gør bare noget ved os mennesker”, pippede hun bag mig.
2 måneder? Prøv med 2 år, tænkte jeg for mig selv, men magtede ikke at ødelægge den smukke oplevelse af fingre, der nænsomt gled rundt mellem mine lokker.
Jeg lider afgjort af den smertefulde hudsult og nej, selvfølgelig har de sidste måneder ikke gjort det nemmere. Og dog!
Nu er det pludselig blevet hver mands eje. En fælles følelse og en fælles oplevelse at være ”alene mellem andre”. At mangle kropskontakt.
Der findes desværre mange veje ind i den, men så heldigvis lige så mange veje ud af det igen. Den ”rigtige” løsning må findes hos den enkelte; MIN redningsplanke viste sig at være Lucy Vittrup; Danmarks ubestridte ”krammedronning”.
I 6 uger fik jeg nemlig lejlighed til – sammen med en gruppe andre krammesultne personer – at være intime sammen online.
Skulle du være en af dem, der nu får billeder af afklædte kroppe på nethinden, må jeg beklage.
Det handlede ganske vist om intimitet i sine mange former, ikke mindst fysisk intimitet, men i stedet for at række ud efter en anden, skulle vi i øvelserne række ud efter os selv. Søge ind ad efter det nærvær, vi så ofte søger udenfor os selv.
Uge efter uge arbejdede vi os igennem intimitet som begreb. Hvad end det handlede om fysisk intimitet, følelsesmæssig eller spirituel intimitet.
Simple, men kraftfulde øvelser blev delt over Zoom i enten plenum eller smågrupper. F.eks. Eye-gazing, der mildest talt var interessant at føre med ind i det digitale rum.
Vi var, som Mette Frederiksen så ivrigt bebuder, ”sammen – hver FOR sig”, javist, men faktisk også ”sammen – hver MED sig”. Giver det mening?
Det var kærligt. Det var smukt. Det var energigivende… det reddede mig lige der. Lige midt i hudsulten. I ensomheden. I mørket.
For pludselig handlede det ikke længere om hverken Covid-19. Om savnet efter en elsker. En partner. En familie… men om at finde ”hjem i intimiteten”.
Lad os få meget mere af den tænkning ind i livet. Ind i hverdagen. Ind i familielivet. Ind i parforholdet. Ind i kærligheds- og ikke mindst sexlivet.
Som sexologisk rådgiver skolet inden for den kliniske verden, oplever jeg til tider et temmelig rigidt billede af intimitet. De rammer vil jeg meget gerne være med til at sprænge.
Efter nu bogstavelig talt at have oplevet effekten af at holde mig selv i hånden…(!)
Den tager vi lige en´ gang til …
… Efter nu at have oplevet effekten af at holde mig selv i hånden (!) kan jeg ikke længere lukke øjnene for, at jeg faktisk ikke behøver forblive hudsulten selv om jeg er alene. Ej heller ensom.
For med fuld opmærksomhed og et åbent sind opstår intimiteten lige der, hvor jeg endelig tillægger det som sker i mig værdi. Således bliver jeg – for mig – vedrørende og berørende…
Tak til Corona og Mette Frederiksen, der på forunderlig vis sendte mig i armene på Lucy Vittrup 😊
Jeg med dette give hende mine allerstørste anbefalinger!