Besøg på en vellykket Sanse & Seksualitetsmesse
Jeg glæder mig rigtig meget når en gruppe seksualvejledere eller studerende inviterer til Sanse- og Seksualitetsmesse.
Det glæder mig især fordi, jeg tror, borgere med fysiske og psykiske udfordringer i den grad har manglet en pendant til de velkendte erotik- og sexmesser, der i mange år rejste fra storby til storby.
Som sexologisk konsulent oplever jeg gang på gang, at der er præcis lige så meget lyst mellem ørene, der hvor evnen synes at mangle. Et par unge, handicappede mænd har sågar flere gange spurgt mig, om jeg mon kunne ledsage dem til en traditionel sexmesse.
Trods deres brændende ønske om at opleve seksualiteten ”fra 1. række”, har jeg aldrig følt mig ”klædt på” til at guide dem ind i en verden, der på mange måder levner så ufattelig lidt plads til netop dem.
En verden der dyrker det ideelle, det ekstreme, det uvirkelige; såvel kropsligt som mentalt. En verden man meget nemt kan få ”galt i halsen” (det gælder i øvrigt for langt de fleste mennesker!)
Jeg mener, at de langt hellere bør møde sensualiteten og seksualiteten under helt andre rammer; eller i hvert fald have muligheden for at møde den i øjenhøjde…
Der er ingen tvivl om at seksualvejledere fra Seksualvejlederuddannelsen.dk, om nogen er klædt på til at guide de besøgende gennem de mange interessante stande.
Som fx. stande hvor:
Der bliver talt om kropsbevidsthed.
Der bliver fremvist seksuelle hjælpemidler (både til mænd og kvinder).
Der vil være mulighed for få massage og se forskellige interessante film i et dertil indrettet videorum.
Der vil være en grinevæg og kæreste-cafe (hvilket garanteret får eftermiddagskaffen til at smage endnu bedre).
Der vil være en iderigdom uden lige for at få både sensualiteten og seksualiteten italesat
Der er for mig ingen tvivl om, at der bliver talt til alle sanser på messen og selv er jeg naturligvis at finde på messen – som gæst – og suge til mig af indtryk. Både fra de informative stande og af de forhåbentlig mange og glade mennesker, der på en messe føler sig mødt som hele mennesker.
Jeg sikker på også fremtidige Sanse- og Seksualitetsmesser vil byde på masser af gode oplevelser og jeg er fuld af begejstring på såvel arrangørernes som gæsternes vegne!
Hilsen fra Helle