Med Mia på tur til sit nye hjem
Måske har du allerede haft fornøjelsen af at læse et af mine tidligere indlæg om dukken Mia; en kærlighedsdukke så livagtig, at man næsten må knibe hende i (b)armen for at teste, om hun virkelig også er en dukke? Ellers kan du læse om Mia her
Den spøgefulde overskrift indikerer min måde at arbejde på som hjælpemiddelskonsulent. Jeg havde netop solgt den over 55 kg tunge kærlighedsdukke over min webshop og hvad havde været mere simpelt end at bede et fragtfirma få den bugseret videre i en fart, men sådan arbejder jeg ikke…
I stedet fik jeg hende bøvlet ind i min lille personbil og kørte hende tværs over landet til hendes nye hjem. Fordi jeg ved, at der er mange praktiske detaljer at have styr på, når hun skal ud af kassen for første gang og det vil jeg ikke lade plejepersonalet på institutionen selv stå og bøvle med alene. Det kan være temmelig overvældende at åbne op for en menneskestor papkasse, kigge lige ned i et virvar af torso, lemmer, dimser og dingenoter og ikke ane, hvor man skal starte. Som ”Peter fra L´easy” går jeg heller ikke, før det virker…
Dernæst gav dialogen med personalet mig undervejs spændende viden omkring, hvordan de praktisk havde forberedt borgeren (der i øvrigt selv havde valgt og betalt dukken) på hendes ankomst.
Hvordan pårørende ikke mindst var blevet inddraget.
Andre praktiske elementer som, hvor Mia fysisk bor, når hun ikke lige ”putter” i sengen med sin ven? I dette tilfælde en blød lænestol, da Mia skulle være en del af livet – ikke bare sexlivet – hvorfor indkøb af lidt hverdagstøj også var sat på personalets to-do-liste. Her ville det medfølgende lingeri falde lidt igennem som eneste påklædning. F.eks. når familien var på besøg. Når Mia så alligevel fra tid til anden skulle flyttes fra stolen til sengen, var det vigtigt at en arbejdsplan også her var på plads.
- Skulle det være alle personaler, der kunne give en hånd?
- Burde det være en fast hjælper for diskretionshensynet til borgeren?
- Kunne det da kun arrangeres på udvalgte vagter i løbet af ugen?
- Og hvad med rengøringen. Hvor lidt eller hvor meget?
- Burde hun vaskes en gang ugentligt, for hvis han nu havde været på ”damebesøg” uden deres viden? Og ville det være godt nok? Eller for meget?
- Skulle det være dagvagtens arbejde? Nattevagtens?
Og sådan kan jeg blive ved, men mon ikke du har fanget min pointe om, at det ikke er nok at anskue Mia som et produkt købt, betalt og leveret? At det kræver forberedelse, velvillighed og tilstrækkeligt mandskab omkring borgeren, for at ligningen skal kunne gå op.
I dette tilfælde var det ikke et simpelt indkøb, der blot skulle klares, men starten på et spændende socialpædagogisk pilotprojekt, jeg ikke slipper af syne foreløbig.
Står du eller dine kollegaer også lidt rådvilde i forhold til et påtænkt indkøb på vegne af en borger, stiller jeg mig gerne til rådighed. Sammen kan vi få udarbejdet en fornuftig identificering af det reelle behov. Et felt jeg har rigtig mange års erfaring i og som jeg oprigtigt brænder for.
Snyd nu ikke hverken dig selv, dine kollegaer og i sidste ende borgeren;
Invester allerførst i rådgivningsbistand fra din professionelle hjælpemiddelskonsulent