KROPSbanko© – et dialogspil om krop, følelser og seksualitet
Om os
Vi er fire kvinder, der alle har gennemført Seksualvejlederuddannelsen i Hou 2025. Med afsæt i vores socialfaglige baggrund og mange års erfaring i arbejdet med mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, har vi udviklet KROPSbanko© – et dialogspil om kroppen, dens funktioner og seksualitet.
Vores fælles faglige nysgerrighed opstod gennem arbejdet med vores første projektopgave på uddannelsen, hvor vi skulle tilrettelægge et borgerkursus.
Vi undrede os over, hvad borgerne egentlig vidste om deres egen krop – havde de sprog for deres kropsdele og kønsdele? Kendte de kroppens funktioner, og havde de ord for at tale om dem? Den uvished blev udgangspunktet for idéen til KROPSbanko©.
Fra idé til udvikling
Vi oplevede i vores daglige arbejde, at mange borgere mister fokus og koncentration ved længere samtaler – især uden visuel støtte. Det blev derfor afgørende for os at finde et materiale, der både kunne fastholde opmærksomheden og støtte forståelsen visuelt.
Samtidig vidste vi, at læring sker bedst, når den er legende, sanselig og meningsfuld. Mange mennesker – også borgere med kognitive funktionsnedsættelser – holder af at spille banko. Derfor blev det naturligt for os at koble bankospillet sammen med kropsbevidsthed og seksualundervisning.
Ved at bruge billeder frem for tal kunne vi skabe et spil, der aktiverede både syn, hørelse, hukommelse og sociale kompetencer. Det at spille sammen stimulerer desuden fællesskab, koncentration og glæde – og øger dopaminniveauet i hjernen.
Et spil der åbner for samtaler
Hvordan starter man egentlig en samtale om kroppen, kønsdele, seksualitet og følelser?
Det spørgsmål blev kernen i vores projekt. Gennem udviklingen og afprøvningen af KROPSbanko© erfarede vi, at spillet skabte et trygt og legende rum, hvor selv svære eller intime emner kunne tales om naturligt.
Når spillet blev spillet, opstod et narrativt rum – et frirum, hvor samtaler flød mere frit, og hvor borgerne delte tanker, følelser og erfaringer, som sjældent kommer frem i almindelige samtalesituationer. Spillet viste sig at være en god starter til at åbne dialogen om krop, grænser, relationer og seksualitet.
Vores overvejelser om billederne
En vigtig del af udviklingsprocessen handlede om valg af billeder. Vi ønskede at skabe et materiale, der var lærerigt, respektfuldt og inkluderende.
Derfor har vi lagt stor vægt på:
• at undgå billeder, der kunne virke pornografiske, voldsomme eller grænseoverskridende,
• at repræsentere mangfoldighed – både i forhold til køn, alder, hudfarve og seksualitet,
• at være visuelt fleksible – nogle borgere forholder sig bedst til fotografier, mens andre har lettere ved at afkode tegninger. Derfor rummer KROPSbanko© en afbalanceret blanding af begge dele.
Desuden findes der plader både med og uden kønsdele, så spillet kan tilpasses forskellige grupper og behov.
Målgruppe og anvendelse
Spillet er udviklet til unge og voksne fra ca. 15 år og opefter med kognitive funktionsnedsættelser. Det kan bruges af seksualvejledere, pædagoger, lærere, terapeuter og andre fagpersoner, der ønsker at åbne samtaler om krop og seksualitet på en naturlig og inkluderende måde.
Selvom spillet udspringer af seksualvejlederfaget, har vi oplevet, at mange andre faggrupper kan anvende det med stor succes – netop fordi det skaber nærvær, refleksion og tryghed i dialogen om et ellers tabubelagt emne.
Om udviklerne
Vi bag KROPSbanko© er:
• Carina Kofoed Nørregaard – Seksualvejleder og socialrådgiver i Bornholms Regionskommune, myndighed
• Pia Kofod Rasmussen – Seksualvejleder og socialpædagog i Bornholms Regionskommune, botilbuddet Stenbanen
• Charlotte Schreiner – Seksualvejleder og socialpædagog i Holbæk Kommune, botilbuddet Taastrup Stræde
• Laila Kjærsgaard Sørensen – Seksualvejleder og hjemmevejleder i Kolding Kommune, CBA Skovvænget
Vi arbejder alle til daglig med mennesker med forskellige grader af funktionsnedsættelse og vores fælles faglige interesse for seksualvejledning har ført os til at udvikle et redskab, der kombinerer faglighed, leg og læring.
Kontakt
Er du interesseret i at høre mere om KROPSbanko©, booke et oplæg eller et event eller drøfte brugen af spillet i din egen praksis, er du velkommen til at kontakte os: Pia: pia.kofod.rasmussen@brk.dk; Carina: carina.noerregaard@brk.dk; Charlotte: chsch@holb.dk