Seksuel omsorg og nærhed

Jeg ved at nogle par har indrettet sig således, at seksuelt samvær ikke længere er en del af deres forhold og at sex i den forbindelse er noget, der helt legalt nydes i enten synligt eller usynligt forhold til en elsker(inde). Jeg har fuld respekt for at nogen vælger at leve deres forhold til hinanden på denne måde og jeg nægter at komme med løftede pegefingre af det.

Jeg kan dog godt lide at stille spørgsmål (det må være mit terapeut-gen!) og i situationer, hvor jeg i min konsultation beder både mand og kone fortælle om denne enighed, oplever jeg lidt for ofte, at "kontrakten" ikke er talt helt på plads, når detaljerne pludselig kommer på bordet. At der bag mange af disse "gentleman-aftaler" gemmer sig misforståelser, smerte og en "given for tabt".

Det vækker min faglige interesse, når jeg hører "på opfordring fra min partner"...eller "fordi sex er et sluttet kapitel for hende/ham".

Hvad er det for et kapitel der er slut? Gør det – også – partneren glad, at netop du får tilfredsstillet dit seksuelle behov og hvad er partnerens behov så, når det ikke (længere) er sex?

 

Vi er alle seksuelle væsener

En af mine læresætninger er jo, at vi er seksuelle væsner hele livet og har brug for næring hele livet for at (over)leve. Næring i form af seksuel omsorg og nærhed, ikke mindst fra livspartneren, hvorfor det altid virker omsonst på mig, når jeg hører om personer m/k, der mener, at de ikke længere har lyst til eller behov for seksuelt samvær.

Hvorfor stoppe med at spise og drikke, fordi man ikke længere orker at tygge de seje bøffer? Hvorfor ikke servere noget, der nemmere glider ned?!?

 

Seksualitet er dynamisk og foranderlig over tid

Igen og igen oplever jeg i min parrådgivning, at sex opfattes som en meget fastlåst størrelse; Enten dyrker man sex eller også gør man ikke. Enten kan man lide det eller også kan man ikke. Enten har man lyst eller også har man ikke... Osv. osv. I min såvel faglige som private verden er sex og lysten til det særdeles dynamisk og foranderligt i både tid og rum.

Når et ægtepar sidder overfor mig og indleder samtalen med at fortælle mig, at f.eks. kvinden ikke længere gider sex i forholdet, så er det interessant for mig at bore ned i, hvad det konkret er, hun ikke gider mere af. Det løsner stille op for det, hun reelt ikke gider og endnu mere interessant, hvad hun faktisk har lyst til... men umiddelbart slet ikke selv var klar over!

Nogle mener deres partner er storsindet, en der synes, man skal få det bedste ud af livet, så vedkommende opfordrer til at finde en sød k/m til erotiske stævnemøder og så komme glad hjem igen.

Det er min bedste overbevisning, at seksualiteten er et samsurium af noget der både ved-rører og be-rører os som mennesker, så har jeg svært ved at forestille mig, at man i et kærligt forhold til sin partner kan være uden et seksuelt forhold.

Kærlig hilsen fra Helle

Denne side bruger cookies. Helle Koldsø registrerer ikke brugers adfærd på hjemmesiden. Bestilling i shoppen medfører ingen konto oprettelse.
Accepter cookies fra denne hjemmeside.
Accepter